Gruppens aflyser de første tre koncerter på turnéen
Savage Rose skulle have påbegyndt deres Danmarksturné i aften på spillestedet Portalen i Greve i aften, men koncerten er nu desværre blevet aflyst på grund af sygdom.
I en pressemeddelelse fra gruppens management begrundes koncertaflysningen således:
"Desværre har Annisette fået sig en slem forkølelse/influenza som gør, at turnépremiere på Savage Roses Danmarksturné i Portalen/Greve i aften må udsættes. Annisette har været syg i flere dage og er under pencillin-behandling, og vi havde håbet, at hun kunne blive klar. Desværre er det ikke muligt".
Det fortælles desuden, at aftenens aflyste koncert i stedet vil blive gennemført fredag den 30. maj 2008 klokken 20:00 samme sted. Allerede købte billetter gælder til den udsatte koncert, og ellers refunderes billetter, hvor de er købt.
[Update]
Det forlyder nu, at grundet Annisettes influenza er man blevet nødt til at udsætte yderligere to koncerter på Savage Roses Danmarksturné. Det drejer sig om følgende koncerter:
22. februar - Grønnegades Kulturcenter, Næstved (koncerten er udsat til onsdag den 19. marts 2008)
23. februar - Musikteatret Vejle (koncerten er udsat til mandag den 17. marts 2008)
Allerede købte billetter gælder til de nye koncerter, og er man forhindret i at møde op til den nye dato, refunderes billetterne, hvor de er købt. Eventuel refundering skal ske inden for 14 dage.
I en pressemeddelelse fra Savage Roses management videregiver de følgende besked fra Annisette:
"Annisette beklager mange, mange gange og er rigtig ked af det. Hun håber på forståelse og siger, at hun glæder sig til at blive klar og møde publikum i hele landet".