”Across The Universe” transmitteres ud til eventuelle lyttere hinsides atmosfæren
På mandag er det 40 år siden, The Beatles indspillede ”Across The Universe”, og eftersom det passer fint med NASAs 50 års jubilæum, har rum-selskabet besluttet sig for at transmittere nummeret over deres ”Deep Space Network”, skriver gigwise.com.
Transmissionen foregår med fuld velsignelse fra både Paul McCartney og Yoko Ono. I en besked til rumfartsselskabet beder McCartney NASA om at hilse eventuelle rumvæsner, mens Ono beskriver begivenheden som begyndelsen på en ny tidsalder.
”Across The Universe” rettes mod nordstjernen Polaris, der befinder sig 431 lysår fra jorden, og nummeret kommer til at flyve af sted med 299.274 kilometer i timen.
Spørgsmålet er så bare, om et stakkels rumvæsen bliver forstyrret i sin dagligdag på grund af jordboers anstrengelser for at fyre budskabet ”nothing's gonna change my world” ud i universet.