Blood Music og The Far Cries skriver kontrakt med det danske pladeselskab
Det danske pladeselskab Tigerspring har indgået pladekontrakt med det svenske indieband Blood Music, der har sangskriveren Karl-Jonas Winquist som bagmand. Til daglig er Winquist bedre kendt for sit musikalske virke i First Floor Power sammen med Jenny Wilson, men Blood Music er altså hans solo-projekt.
Blood Music debuterede i 2005 med albummet ”Sing A Song Fighter” og sidste år udkom efterfølgeren “Don Quite”. I år sørger Tigerspring for, at begge plader bliver tilgængelige for det danske publikum, og udgiver dem den 3. marts.
Den 23. marts kan Blood Music opleves live på Rust til en dobbelt release koncert sammen med danske Jong Pang, og bandet vender tilbage til Danmark til maj, hvor de vil tage på en minitour i resten af landet.
Det engelske band The Far Cries, hvis danske forsanger Martin Bjørck har boet i London, siden han var 18, kontaktede Tigerspring før jul med henblik på et samarbejde. Dette har manifesteret sig i en plade- og managementkontrakt.
Til marts tager The Far Cries til Danmark for at indspille deres debut-album. Dette sker sammen med den danske producer Joshua, der også stod bag Kents seneste album.