Nyhed

Årets islandske udgivelse kåret

Islands største avis kårer årets bedste udgivelser fra den frugtbare musiknation

Islands største avis Morgunbladid har ved årsskiftet kåret de bedste islandske musikudgivelser. Valget som årets bedste album er faldet på den unge kvindelige solokunstner Ólöf Arnalds debutudgivelse "Vid og Vid", som 12 Tónar udgav i februar i hjemlandet, og i Danmark og resten af Europa i efteråret 2007.

Morgunbladid begrunder valget således:
"På 'Vid og Vid' åbner Ólöf Arnalds sit hjerte og lukker os ind. Musikken er fin, uden at være prætentiøs, teksterne inderlige og hele fremførelsen er fremragende, særligt den skrøbelige vokal. Spillet selv er enestående og de instrumentale arrangementer gode. En utrolig emotionel og varm plade, der efterlader sig dybe spor i lytterens bevidsthed". Også i andre europæiske lande har Ólóf Arnalds fået roser med på vejen.

"En mærkværdig krydsning mellem de kinesiske sangerinder med heliumstemmer, der spilles på asiatiske restauranter herhjemme, og en småmystisk og freakfolk’et Joanna Newsom". Sådan karakteriserede GAFFAS anmelder Arnalds stil og kaldte debutudgivelsen en "en totalt anderledes plade, der helt klart kræver adskillige gennemlytninger for at synke ind".

Ikke blot kan det overraske, at en ung solodebuterende kunstner midt i 20'erne er løbet med titlen for 2007's Bedste Islandske Album, men særligt også i lyset af et fantastisk udgivelsesår for islandske musikere generelt. Arnalds har således været oppe imod så store navne som Björks "Volta", Sigur Rós "Hvarf/Heim", Múms "Go Go Smear the Poison Ivy", Jakobinarinas "The First Crusade", Megas dobbeltudgivelse, Mugisons "Mugiboogie", og Amiinas "Kurr".


Morgunbladids samlede Top 10 over årets islandske plader ser således ud:

1. Ólöf Arnalds 'Vid og Vid'
2. Megas 'Hold er mold'
3. Sprengjuhöllin ' Tímarnir okkar'
4. Björk 'Volta'
5. I Adapt 'Chainlike Burden'
6. GusGus 'Forever'
7. Amiina 'Kurr'
8. Jakobínarína 'The First Crusade'
9. Mugison 'Mugiboogie'
10. Páll Óskar 'Allt fyrir ástina


Mere info om Ólóf Arnalds

ANNONCE