Nyhed

James Taylor til Danmark

Den amerikanske singer/songwriter-legende gæster Odense og København i april

Et af de absolutte ikoner indenfor singer-songwriter-traditionen kommer til Danmark i foråret, når James Taylor gæster Odense Koncerthus den 18. april og Falconer Teatret i København den 23. – begge aftener klokkken 20.00.

Taylor begyndte karrieren i midten af 60'erne, men det var i forbindelse med 70'ernes bølge af sangskrivere som Joni Mitchell, Don McLean, Jackson Browne og Carly Simon, at Taylor for alvor slog sit navn fast. Han var iøvrigt gift med sidstnævnte i en årrække, og sammen har de den ligeledes sangskrivende datter Sally Taylor.

Den aktuelle turné har fået titlen James Taylors One Man Band Tour, og markerer en tilbagevenden til fordums enklere stil. James Taylor begyndte sin karriere med en guitar, en kuffert og en håndfuld originale sange. Men som hans publikum voksede, så voksede hans band tilsvarende, og han begyndte at skrive sange med et større ensemble for øje.


"Selvfølgelig er det storartet at arbejde med det store band og dets glimrende musikere. Men at optræde med disse sange i nedbarberede versioner i mindre sale er som at gå til brønden efter vand. Det genetablerer min forbindelse til musikken og sætter mig atter i berøring med publikum", siger Taylor om den aktuelle turne.

Turnéens overskrift referer ikke til blot til Taylor selv, men også i høj grad til Larry Goldings, som akkompagnerer Taylor på piano, orgel, synth, harmonika og melodikum. Goldings er et veritabelt one man band, kendt i jazz-cirkler for sine egne kompositioner og forestillinger.

Sammen serverer de to musikere en fuld menu af Taylors arbejde over de sidste 40 år, fra "Something in the Way She Moves" – sangen, som vandt ham hans første kontrakt med the Beatles' Apple Records in 1968 – helt op til "Mean Old Man" og "My Travelling Star" fra hans seneste cd "October Road".


Om den nuværende form siger Taylor:
"Det hele har været undervejs i min bevidsthed i årevis. Scenen satte sig selv; halvt varm og hjemlig, halvt nøgen og tom, de projekterede lysbilleder og filmstrimler, trommemaskinerne, de illustrerede introduktioner ... det hele".

Den special-konstruerede trommemaskine, som anvendes på turnéen, har vakt særlig opsigt i USA. Taylor fortæller: "Den er på størrelse med en Volkswagen. Vi byggede en roterende cylinder med store finner på ydersiden, der aktiverer mekaniske arme, som for deres part spiller trommer i et fire-takters loop. Den skræmte mig, første gang vi satte den i gang, men den virker fantastisk. Det føles, som om vi kunne tage dette show verden rundt. Det er enormt sjovt for mig", slutter sangskriveren. Og har man lidt svært ved at se det beskrevne monstrum for sig, får man altså chancen på Fyn og Sjælland om få måneder.

Billetsalget starter på mandag 14. januar klokken 10:00. For Odense, via Billetnet.dk, tlf. 70 15 65 65 & danbillet.dk, tlf. 66 14 01 10. For København, via Billetlugen.dk, tlf. 70 263 267 samt i Fona-butikkerne.


Besøg James Taylors hjemmeside

ANNONCE