Mouritz And The Bleeding Hearts udgiver "No More Of Less" til februar
Under navnet Mouritz And The Bleeding Hearts begiver sangskriveren Mads Mouritz sig på sin 3. udgivelse "No More Of Less" ud i et bandorienteret projekt, der kan ses som en fortsættelse af debutpladen, "This Chaos Called Love" fra 2004, modsat sidste års dansksprogede soloalbum "Så Er Det Sagt" med tekster af digteren Lone Hørslev.
Om "This Chaos Called Love" skrev GAFFAs anmelder:
"Hans elegante små sange lyder ... af funky 70’er-rock – med masser af groovy orgel – og jazzet 80’er-pop a la Sting. Den klagende country-guitar bliver luftet lidt, men den fremstår mere som et sødmefuldt krydderi end albummets kød og kartofler".
Sangene på "No More Of Less" er skrevet af Mouritz i fællesskab med den amerikanske digter Clarice Scott, og bandet The Bleeding Hearts består foruden Mouritz af guitarist Jacob Funch (I Got You On Tape), trommeslager Mads Andersen (Marie Key Band) og bassisten Thomas Vang.
Denne gang har Mouritz også allieret sig med produceren Roger Moutenot, kendt for sit samarbejde med blandt andre Yo la Tengo og Lou Reed.
Mouritz And The Bleeding Hearts har de sidste par år primært spillet koncerter i New York. Bandet har haft en fast tilknytning til spillestedet Rockwood Musichall på Lower East Side og en tilbagevendende ugentlig anbefaling i magasinet Time Out New York.
"No More of Less" udkommer den 4. februar.