Nyhed

My Bloody Valentine til Roskilde

Også At The Gates, Holy Fuck, Teitur og Yeasayer tilføjes årets program

Der har længe været gisninger om muligheden for en kommende koncert med engelske My Bloody Valentine, ikke mindst efter at de sidste år offentliggjorde, at de skulle spille på den spanske Benicàssim Festival midt i juli.

Nu kan Roskilde Festival så endelig bekræfte, at bandet bag pladerne "Isn't Anything" og "Loveless" vil være på programmet til sommerens festival.

Udover de to klassiske plader fra henholdsvis 1988 og 1991 har gruppen desuden udsendt en lang række ep'er. Men der er desuden nyt på vej fra Shields & co., der forventes at udsende en plade i løbet af 2008.


Meldinger går på, at gruppen vil bruge materiale, der skulle have været med gruppens tredje plade midt i 90'erne blandet med en smule nyt materiale.

Udover My Bloody Valentine har Roskilde Festival også tilføjet det gendannede dødsmetalband At The Gates, det instrumentale elektropunkband Holy Fuck, sangskriveren Teitur og det alternative rockorkester Yeasayer til programmet.

Roskilde Festival afvikles i dagene 3.-6. juli, og billetsalget er igang.


ANNONCE