Nyhed

Nirvana-bassist indspiller med Flipper

Krist Novoselic indspiller med punkgruppen Flipper på deres første album i 15 år

Ifølge billboard.com får Flipper celebert selskab på deres nye plade. I 2006 havde punkgruppen brug for en erstatning for deres tidligere bassist, Bruno DeSmartass, i forbindelse med et livejob, og da den tidlige Nirvana-bassist blev tilbudt tjansen, tog han beæret imod invitationen.

Men det var ikke hvilken som helst koncert, Novoselic skulle gøre sig klar til. Bandet var nemlig inviteret til at spille til den engelske All Tomorrow’s Parties-festival, der sidste år var programlagt af Thurston Moore fra Sonic Youth. Og ifølge trommeslager Steve DePace var det netop Moore, der tog kontakten til Kurt Cobain og Dave Grohls tidligere samarbejdspartner.

”Jeg snakkede med Thurston og fortalte ham, at jeg havde en idé om at kontakte Krist Novoselic. Thurston ringede til Krist, og han sagde, ’Absolut, det ville være en ære’”.


Samarbejdet er fortsat, og Novoselic er nu fuldbyrdet medlem af Flipper, der sammen med producer Jack Endino er gået i Novoselics hjemmestudie med 10 nye sange. De vil være at finde på gruppens kommende album, der også er det først fra Flippers hånd siden ”American Grafishy” fra 1992.

Numrene på den nye plade er blandt andre ”Be A Good Child”, ”Night Falls Like Dirt Rocks” og ”Triple Mass Murder Suicide”, der er inspireret af skyderierne på Virginia Tech University.

Bandet er lige nu i gang med at lægge sidste hånd på miksningen af pladen, der dog endnu ikke har en fastsat udgivelsesdato. Bandet planlægger dog at tage på en turné til foråret og har samtidig fastlagt planer for at genudgive deres bagkatalog samt en dvd med livemateriale.


ANNONCE