Bandet bag hittet ”Mondays Look The Same” tager tråden op på nyt album
”On Feel Trips” (2006) var titlen på The Alpines debutalbum, der anført af singler som ”Mondays Look The Same”, ”No I In Team” og ”Trigger” nåede ud til et relativt bredt publikum. Nu er det danske band klar med den svære toer, der har fået titlen ”There’s Only So Much You Can Do”, og som lige som forgængeren byder på eksplosiv og melodiøs powerpop.
”There’s Only So Much You Can Do” hører til Playground Musics topprioriteter i april, hvor selskabet også satser hårdt på udgivelser signeret Ayoe, Von Daler & Low Pressure og Larsen & Furious Jane.
Larsen & Furious Jane, der karrieren igennem har høstet skamrosende lovprisninger som få, men endnu aldrig er nået ud til et bredt publikum, er klar med deres tredje album. Om takterne fra de mesterværk-udråbte forgængere ”I’m Glad He’s Dead” (2004) og ”Tourist With A Typewriter” (2005) fortsættes på det kommende album, skal blive spændende at se.
Den blot 20-årige etiopisk/danske sangerinde Ayoe har sammen med producer Mads BB Krogh fundet en tilbagelænet intens niche, hvor jazz og beats mødes i et støvet og soulfuldt hele.
Den danske producer og reggaesanger Emo og guitaristen Anders Von Daler udgør konstellationen Von Daler & Low Pressure, der gør sig i en eksotisk blanding af tangomusik, dancehall og reggae.