Nyhed

Ny alternativ musikfestival i Odense

Ny musikfestival i Odense vil fremme byens spirende alternative musikmiljø

Leaves er navnet på en ny odenseansk musikfestvial, hvis ambition er at fremme byens spirende, alternative musikmiljø. Festivalen vil således præsentere navne fra den odenseanske undergrund i selskab med enkelte, mere etablerede og særligt udvalgte alternative navne fra ind- og udland. Festivalen løber af stablen den 30, og 31. marts på Kansas City i Odense.

Samtidig ønsker arrangørerne at præsentere festivalen som en sanselig helhedsoplevelse, hvor studerende fra det lokale kunstakademi får frihed til at dekorere omgivelserne, som musikken opleves i. Dermed udfordres de gængse rammer for et rytmisk musikarrangement, ligesom ikke bare byens musikalske, men også dets kunstneriske vækstlag synliggøres.

Motivet bag festivalen er ifølge arrangørerne at udfylde et tomrum i Odense og præsentere "en årligt tilbagevendende festival i Odense, som tør satse internationalt og samtidig tager hånd om de mest potentialefyldte og ambitiøse dele af vækstlaget".


Foreløbig er Larsen & Furious Jane (billedet), Balloon Magic, Scared Crow og The Dove Is Dead blevet offenttliggjort til Leaves 2012. Hver torsdag vil der blive offentliggjort nye navne, og det fortsætter frem til 1. marts, hvor hele programmet gerne skulle være på plads.

 

 


ANNONCE