Nyhed

Chris de Burgh indtager Teheran

Koncerten i samarbejde med iranske Arian ser nu ud til at blive til noget til november

Er man tilfældigvis på ferie i den iranske hovedstad i november, så har man mulighed for at overvære en mindre musikalsk revolution.

Det hører til de absolutte sjældenheder, men det sker dog alligevel en gang i mellem, at en instrumental version af et popnummer slipper igennem den iranske censur og bliver spillet i den statskontrollerede radio. Vestlig og vestligt inspireret musik er ellers strengt forbudt i det islamiske land.

Nu er det så, ganske overraskende, blevet annonceret, at landet slår dørene op for Chris de Burgh, som ifølge kilderne skulle have en ganske stor fanbase i landet, og giver ham lov til at spille live i hovedstaden, sidst i november i år.


Chris de Burgh går på scenen sammen med det lokale band Arian – og det er første gang, siden den islamiske revolution, altså for næsten tredive år siden, at de ortodokse myndigheder tillader et sådan samarbejde.

12.000 mennesker får mulighed for at se ireren og iranerne spille sammen.

Men er man nysgerrighed – og ikke i Teheran i november - så har den utraditionelle konstellation allerede kastet et enkelt nummer af sig, nemlig sangen "A Light For Eternity", der kan høres via Chris de Burghs officielle webside.


Chris de Burgh online

ANNONCE