Rage Against The Machine-guitaristen kalder sig stadig The Nightwatchman på sit kommende album
Tom Morello har i en del år optrådt primært akustisk under navnet The Nightwatchman, og sidste år kom solodebuten "One Man Revolution".
Efterfølgende er kommet en gendannelse af Morellos gamle band Rage Against The Machine, men det har åbenbart ikke stoppet guitaristens lyst til at skrive akustisk politisk materiale.
Resultatet udsendes i slutningen af september med titlen "The Fabled City", og denne gang får Morello hjælp af både Serj Tankian fra System Of A Down og countrysangeren Shooter Jennings.
Morello beskriver det nye materiale som mere rocket, inspireret af de mange solokoncerter og siger, at han føler, hans vokal er blevet bedre siden sidst.
"The Fabled City" udsendes 30. september.