Det danske ensemble er support i Århus og til den ene Københavner-koncert
Når det roste indie-orkester The National giver koncert den 12. og 13, august på henholdsvis Store Vega i København og Train i Århus, er det danske Efterklang, der er support.
Efterklang skriver på deres hjemmeside, at de er meget beærede, fordi The National selv har spurgt efter dem.
Herudover kan Efterklang berette, at netop The Nationals seneste udspil ”Boxer” har været på top tre over de plader, bandet har lyttet mest til i tourbussen.
Hvis man ser på det antal anmelder-stjerner, som både Efterklang og The National har fået kastet efter sig på det seneste, burde der være al mulig grund til at glæde sig til koncerterne i august.
Det var også meningen, at Efterklang skulle have varmet op til The National-koncerten den 11. august i Vega, men de kunne ikke nå det på grund af forpligtelser andetsteds. I stedet bliver det Cody, der er support ved denne lejlighed.
Danske Cody skal for øvrigt også spille support for Bonnie ”Prince” Billy til dennes koncert på VoxHall i Århus den 7. juli. Her er det ligesom i tilfældet med The National og Efterklang Will Oldham selv, der har spurgt efter Cody som support.