Nyhed

dEUS til Vega

De belgiske alternativ-rockere spiller i København 2. oktober

De belgiske alternativ-rockere dEUS med den særegne stavemåde er aktuelle med deres femte album "Vantage Point", hvor blandt andre Karin Dreijer Andersson fra The Knife og Guy Garvey fra Elbow har bidraget med vokaler. Nu drager dEUS så på en turné, først til sommerens festivaler, og så på en klubturné, der bringer dem til Vega i København 2. oktober.

dEUS blev dannet i 1989 og fik deres gennembrud i 1994 med debuten "Worst Case Scenario", der gav dem store hits med "Sods And Soda" og balladen "Hotel Lounge". Bandets særegne lyd, der blandede rock med alskens skæve indfald, var inspireret af egenrådige kunstnerne som The Velvet Underground, Sonic Youth og Tom Waits og tiltrak anmeldere og fans verden over.

Siden er der kommet yderligere fire album, som generelt har fået fine anmeldelser, men ikke helt den samme kommercielle succes som debuten. Om salgskurven vender sig i forbindelse med det nye album, må tiden så vise.


Forsalget til koncerten starter fredag 30. maj klokken 10:00 via Billetlugen samt Fona-butikker landet over.

dEUS' hjemmeside


ANNONCE