Nyhed

Steven Tyler passer på fødderne

Aerosmith-frontmanden er ikke på afvænningsklinik på grund af stoffer, men på grund af ømme fusser

I sidste uge kom det frem, at Steven Tyler fra Aerosmith havde ladet sig indlægge på en afvænningsklinik i Pasadena, Californien.

Efterfølgende henvendelser til Tylers manager og bandets guitarist Joe Perry viste, at de ikke anede, hvorfor sangeren havde ladet sig indlægge.

Men nu har den 60-årige frontmand udsendt en pressemeddelelse, hvor han forklarer, at det ikke er stofferne, men fødderne, den er gal med.


Steven Tyler var ellers i sine unge dage kendt for at leve det vilde rockliv til det maksimale, hvilket blandt andet skaffede ham og Perry tilnavnet The Toxic Twins og gjorde, at Bebe Buell i ni år lod, som om hans datter Liv Tyler i virkeligheden var datter af Todd Rundgren.

Men ifølge Steven Tyler er de dage bag ham, og det er en stribe operationer i hans fødder, der har gjort, at han er blevet nødt til at lade sig indlægge på en klinik.

De mange løbeture rundt på scener verden over har åbenbart slidt så meget på fødderne, at Tyler har måttet gennemgå en stribe smertefulde operationer.


"Lægerne fortalte mig, at smerterne i mine fødder kunne blive ordnet, men det ville kræve nogle få operationer. Smerterne forbundet med "fodreparationerne" var intense og større end forventet. Måneder med rehabilitering og det smertefulde pres af fysisk terapi var traumatisk. Jeg havde virkelig brug for et sikkert miljø til at komme mig, hvor jeg kunne slukke telefonen og komme på fødderne igen".

Steven Tyler siger dog samtidig i sin pressemeddelelse, at hans ophold på klinikken ikke får nogen indflydelse på planerne om at indspille et nyt album og tage på turné.

ANNONCE