Dokumentarfilmen "The Upsetter" om reggaemusikeren Lee "Scratch" Perry har europapremiere lørdag
Som man kan se i artiklen "Mellem Rockmytologi og Realisme" i april-nummeret af GAFFA vrimler det i øjeblikket frem med dokumentarfilm om musikere, og en af dem har nu eksklusivt europapremiere til dette års Natfilm Festival.
Det drejer sig om filmen "The Upsetter", der handler om den nu 71-årige reggaemusiker Lee "Scratch" Perry, der siden debuten "The Upsetter" fra 1969 har udsendt et hav af plader og stadig er aktiv musiker.
Filmen er et portræt af legenden såvel som en rejse ind i dubkulturen, der i lyd og billede også understreger den betydning, Perry stadig har på en bred vifte af moderne musik, hvor han blandt andet fungerede som mentor for Bob Marley.
Instruktør, producent og musiker Ethan Higbee introducerer visningen, og efterfølgende inviterer NatFilm til fest i Asta Bar indtil den lyse morgen.
"The Upsetter" vises klokken 21:45 i Cinemateket i Gothersgade i København.