Nyhed

Bedrager udgav sig for at være forsanger i Status Quo

En ukendt mand førte sig frem som Francis Rossi og narrede Dover i et år

Han forsvandt lige så pludseligt, som han dukkede op. Den mystiske mand, som kaldte sig "Graham" under påskud af at være en rockstjerne i inkognito, har i et års tid trukket hele den sydengelske by Dover rundt ved næsen.

Byrådsmedlemmer og borgmesteren troede, at manden var forsangeren Francis Rossi fra det populære veteran-rockband Status Quo, og behandlede ham også derefter. "Graham", som manden gerne ville kaldes, lovede bystyret, at han ville spille gratis til Dovers festival, og oven i købet tage sine venner Brian May, Paul McCartney og Charlotte Church med til showet.

I et års tid fik "Graham" VIP-behandling i byen. Han kørte rundt i borgmesterens limousine, spiste fine middage og fik en særlig rundvisning på Dover slot, mens han underholdt med at synge "You're In The Army Now", et af Status Quos største hits. Dog afslog han at spille den på guitar, fordi han led af gigtproblemer.

Adspurgt, hvorfor han ikke bar Francis Rossis berømte hestehale, sagde bedrageren "Jeg kan ikke få langt hår længere. Det er en falsk hestehale, der bliver sat på, tre timer før jeg går på scenen."

Pråsen gik først op for de godtroende folk i Dover, da Rossi og hans kendte venner ikke dukkede op til Dover festivalen. Ingen har set "Graham" siden.

Den rigtige Rossi tog hele historien i godt humør, da han undrende sagde "Jeg gad godt vide, hvordan han kendte min hemmelighed om hestehalen".

ANNONCE