Kvinden Paula Goodspeed, som formentlig begik selvmord, blev fundet i sin bil med billeder og cd’er af sangerinden
En kvinde, som før har forsøgt sig på talent-programmet ”American Idol”, og som åbenlyst udviste en besættelse af talentdommeren Paula Abdul, er fundet død efter et formodet selvmord.
Politiet fortæller, at de opdagede liget af den 30-årige Paula Goodspeed i en bil torsdag aften nær Abduls hjem i Los Angeles. Man mener, at der er tale om et selvmord som følge af en overdosis. Politifolkene fandt receptpligtig medicin i Goodspeeds bil, og ved siden af lå der cd’er og billeder med Paula Abdul.
Abdul fortæller i en offentlig udtalelse, at hun finder Goodspeeds død "dybt rystende og tragisk”, og at hendes "tanker og bønner går ud til Goodspeeds familie".
I 2005 fortalte Goodspeed på "American Idol", som trækker omkring 30 millioner seere om ugen, at hun længe havde været fan af Abdul, og at hun siden barndommen havde lavet tegninger i menneskestørrelse af sangerinden.
Goodspeed optrådte med Tina Turner-hittet "Proud Mary", men de tre dommere gav hende alle en dårlig bedømmelse. Simon Cowell ledte opmærksomheden hen på hendes bøjle og sagde, at han ikke kunne forstå, hvordan nogen kunne synge med ”al den metal i munden”.
Inden Goodspeed blev fundet død, havde hendes familie meldt hende savnet fra sit hjem. En talsmand, Bonfiglio, fra Ventura County Sheriff's Department fortalte følgende:
”Hun udviste en besættelse med Paula Abdul, og hun havde en fortid med psykiske lidelser. De pårørende fortalte os inden hun blev fundet, at hun godt kunne finde på at tage en overdosis.”
Paula Abdul har været dommer på "American Idol" siden første sæson i 2002. Hvad denne hændelse kan betyde for hende selv, Cowell og selve talent-showet, er endnu uvist.