Nyhed

Britney slår igen mod paparazzier

På sin hjemmeside har Britney indført en ugentlig pris til den dummeste paparazzo

Det er hårdt at være Britney Spears, det ved vi godt. Og det er paparazziernes skyld, at vi ved det.

Hvem husker ikke billederne af Britney, der klippes skaldet i en frisørsalon? Eller kører bil med sin lille søn i skødet? Vi har fulgt popstjernens sammenbrud i medierne med stor interesse, fordi lolita-pigen, der blev fraskilt mor, nu engang er en god historie.

Britney Spears har levet hele sit voksne liv i mediernes søgelys, så der er nok ikke noget at sige til, at det er et emne, der optager hende en del. Uanset hvor hun begiver sig hen, bliver hun fulgt til dørs af sultne fotografer, der håber på at kunne skrive endnu et kapitel i sagaen om en af verdens største stjerner. Og det må da også være skide irriterende.


Nu har Team Britney (ja, det hedder de) så besluttet at hævne sig på de nærgående insekter, der kaldes paparazzier. På Britneys hjemmeside har man oprettet en afdeling til ære for den fotograf, der i ugens løb har gjort sig selv mest til grin. I denne uge ligger der et videoklip af en mand, der falder baglæns henover en potteplante, mens han prøver at få et billede af Britney. Pinligt.

Britney Spears er langtfra den eneste kendte, der føler sig krænket over paparazziernes invasion af sit privatliv. Nogle vælger at sagsøge, andre slår ud efter dem på gaden, men intet synes at virke. Om Britneys nye tiltag får en effekt, er dog højst tvivlsomt.

ANNONCE