Veto, Dúné, Murder og No And The Maybes til Luxembourg
I næste weekend den 28.-29. november lanceres en ny branchefestival med inspirationer fra Eurosonic og Spot Festival. Festivalen er centreret omkring det store spillested Rockhal, der i løbet af de to dage inviterer 27 bands fra Frankrig, Tyskland, Benelux, USA og Skandinavien til Sonic Visions-festivalen.
Lørdag den 29. november har Rosa og MXD et fremstød, der falder ind under de såkaldte Spot On Denmark-showcases. Det er en-dags-festivaler i udlandet - som blandt andet også findes på Popkomm i Berlin, og tilsvarende i Utrecht og Bruxelles - som har det formål at facilitere danske rockbands kontakter til bookere og pladeselskabsfolk i området.
I Luxembourg har en lokal jury med kendskab til området udvalgt fem danske bands til at spille på Spot On Denmark. Det drejer sig om Veto, Dúné, No And The Maybes, Electrojuice og ikke mindst Murder, der fik stor succes i Benelux efter deres optræden på Spot On Denmark i Bruxelles sidste år.
GAFFA dækker Spot On Denmark i Luxembourg med reportager og interviews. Du kan læse mere her på siden om den netop overståede Spot On Denmark i Bruxelles, og fra søndag den 30. november kan du læse mere om arrangementet i Luxembourg. Det er første gang, der bliver afholdt Sonic Visions og Spot On Denmark i Luxembourg.
MXD meddeler allerede nu, at der er stor interesse om arrangementet - det kan aflæses i antallet af branchefolk på gæstelisten og omtalen af danske bands i medierne i området lige nu: Store medier som radio-stationen RTL og avisen D’Wort laver foromtaler med fokus på Spot On Denmark. Det sammen gør avisen Correio og radiostationerne Eldoradio samt Radio 100.7. Og på selve dagen vil tv-stationen Station Riv 54 lave en session med Murder.
Hver af de fire bands har cirka 30 minutter til deres show - fordelt i tidsrummet fra 19 til 22, og Electrojuice spiller to timer fra 24 til 02.