Svenskerne får følgeskab af Rick Astley og Howard Jones til Esbjerg Rock Festival
I begyndelsen af juni vil man igen i år i Esbjerg kunne opleve en festival, der tager fat i nostalgien til et arrangement, der betegnes som Europas største 80’er-festival.
Fordelt på to dage vil man til Esbjerg 80'er Rock Festival kunne opleve henholdsvis guitarbaseret rock den ene dag og uforfalsket 80'er pop den næste, og nu er de første navne på programmet blevet offentliggjort.
Den første dag bliver det svenske Europe, der med sange som "Rock The Night", "Cherokee" og naturligvis monsterhittet "The Final Countdown" skal levere festen til en dag, hvor man må formode der vil blive tilføjet flere navne med stort hår og stramme bukser.
Dagen efter er håret hos de optrædende faktisk næsten lige så stort, men stilen alligevel helt anderledes, når der skrues op for poplyden. På festivalens anden dag vil man blandt andet kunne opleve Rick Astley, der lige nu oplever lidt af et comeback.
Den dansk gifte Astley modtog for nylig MTV-prisen "Best Act Ever" og har det seneste år fået en del opmærksomhed på grund af fænomenet "Rickrolling", hvor folk gennem et link narres til at gå ind på YouTube og lander på en side, hvor man kan se videoen til hittet "Never Gonna Give You Up".
Rick Astley skriver og indspiller stadig og har senest udsendt albummet "Portrait" i 2005. Men mon ikke hovedvægten af materialet til koncerten i Esbjerg vil komme fra Astleys 80'er-plader, der gav os hits som "Whenever You Need Somebody", "Together Forever" og naturligvis "Never Gonna Give You Up".
Den engelske soulsanger får til festivalen følgeskab af landsmanden Howard Jones, der sidste år blev nødt til at melde afbud til festivalen. Men nu er han klar, og mon ikke han vil spille hits som "Things Can Only Get Better", "Look Mama", "Like To Get To Know You Well" og "What Is Love?".
Udover Europe byder fredagen også på Esbjergs egne AC/DC-kloner Back In Black, og der vil blive tilføjet yderligere to navne til programmet. Lørdagen vil udover de to nævnte navne byde på fem mere, der vil blive offentliggjort senere.
Billetsalget til Esbjerg 80'er Rock Festival begynder mandag 24. november via GAFFA Billet.