Nyhed

Helmet kommer til Voxhall

Torsdag den 22. januar spiller Page Hamilton og kompagni i Århus

Det snart tyve år gamle hardcore/metal-band fra New York er på turné igen.

Helmet udgav deres første plade i 1990, men det var først med "Meantime" fra 1992, at bandet brød igennem internationalt. Helmet turnérede intensivt over hele verden i de følgende år, mens de udgav plader sideløbende. Efter "Aftertaste" fra 1997 havde bandet udmattet sig selv. Medlemmer var kommet og gået, indtil Page Hamilton var eneste originale overlevende.

Hamilton tog en pause fra Helmet, indtil "Size Matters" udkom i 2004. Atten måneder senere udgav de deres seneste plade "Monochrome", og i december samme år varmede Helmet op for Guns N' Roses på deres turné.


I et interview med Beat Magazine sagde Hamilton: "Jeg håber på at lave to plader mere efter "Monochrome", da jeg vil blive 50 om to år. Jeg tænker, vil jeg stadig være i stand til det her? Fysisk er det utroligt hårdt, og jeg tror, at folk undervurderer hvilken energi det kræves at spille den her slags musik. Og jeg vil ikke stå og gøre en halvhjertet indsats."

Det vides ikke, om Helmet har en ny plade på trapperne, men det lader i hvert fald til, at energien er i behold. Helmet spiller på Voxhall, Århus den 22. januar og forsalget starter i dag samme sted og på ebillet.dk

ANNONCE