Nyhed

Kanye West anholdt i England

Rapperen måtte en tur på stationen fredag, efter at en fotograf var gået i vejen for ham uden for et diskotek

Kanye West blev fredag morgen arresteret for at angribe en paparazzi-fotograf uden for et diskotek i England. Den 31-årige rapper, som står til at udgive sit fjerde album ”808s And Heartbreak'” senere på måneden, eftersøger nu en lov, som kan beskytte de kendte fra paparazziernes påtrængende adfærd.

På sin blog fortæller West følgende:

"Hvem er det, der vinder? Mig eller medierne? Ligegyldigt hvor meget lys, jeg kaster ud, er der folk, som arbejder lige så hårdt på at skabe mørke. Hvis du lytter til min musik, hvordan skulle jeg så både kunne udsende så mange positive budskaber og samtidig være den skurk, som medierne gør mig til? Paparazzier giver ægte fotografer et dårligt ry.”

I sit forslag om at få skabt en lov, som indskrænker paparazziernes muligheder, tilføjer Kanye West:

"Vi må ikke glemme, at det var pap’erne, som dræbte prinsesse Diana. Hvornår kommer der en lov, som simpelthen sørger for, at man skal spørge om lov, før man tager et billede af én? Det ville forekomme som ganske almindelig høflighed. Lige nu er paparazzierne hævet over loven, og de mennesker, som de tager billeder af er underlagt den."

I forhold til episoden i fredags, hvor en fotograf fik en flænge på næsen efter et håndgemæng fortæller Kanye:

"Jeg tog min hånd op til kameraet i selvforsvar! Det, der skete var … da jeg kom ud fra diskoteket, blev jeg som sædvanlig mødt af en ivrig paparazzi. Han mente, at han havde mere ret til området foran mig end mig selv, så jeg tog hånden op for at undgå, at han tog et billede af mig. Jeg angreb ham ikke, men tog blot min hånd op for at dække hans linse. Mine sikkerhedsfolk råbte, at han skulle fjerne sit kamera. I al postyret går jeg ud fra, at han slog sin næse.”

Kanye West blev løsladt tidligt om fredagen uden at blive tiltalt for noget.

For godt en måned siden var kunstneren i en lignende situation i lufthavnen i Los Angeles, hvor han også blev anholdt efter håndgemæng med nogle fotografer. Heller ikke i denne situation førte anholdelsen til yderligere sanktioner.

Det kunne være, at fotograferne bare skulle holde et par meters afstand til kunstneren fremover.


ANNONCE