Nyhed

Michael Jackson indgår forlig med sheik

Den detroniserede popkonge har indgået aftale med sheiken fra Bahrain og undgår en retssag

Som vi har skrevet om flere gange på det seneste, var Michael Jackson blevet sagsøgt af Sheik Abdulla bin Hamad Isa al-Khalifa, søn af Bahrains konge, som anklagede Jackson for at være løbet fra en aftale om blandt andet at indspille to nye album. Men nu har de stridende parter indgået forlig, og Jackson slipper dermed for at skulle møde i retten i dag i London, skriver Ritzau.

"Da Jackson skulle til at gå om bord i flyet til London, fik han besked fra sine advokater om at udsætte rejsen, fordi parterne var blevet enige om et principielt forlig," siger Celina Aponte, der er talskvinde for Jackson, til Ritzau. Hvad aftalen går ud på, melder historien dog ikke noget om.

Michael Jackson tilbragte et halvt år i Bahrain i 2005 efter at være blevet renset for anklagerne om pædofili. Han blev dengang ven med sheiken, der byggede et pladestudie til Michael Jackson og betalte ham 4,7 millioner pund (over 40 millioner kroner) som forskud for de to album, et show og en selvbiografi.


Kongesønnen siger nu, at Michael Jackson har beholdt pengene og ikke levet op til sin del af aftalen.

Jackson hævder imidlertid, at der var tale om "gaver", og at han derfor ikke behøvede at levere nogen modydelse.

Ifølge vedholdede rygter skulle Jackson dog være i gang med at indspille et nyt album sammen med blandt andre Black Eyed Peas' Will.i.am. Og det kan vel betragtes som en del af aftalen med kongesønnen fra Bahrain.


ANNONCE