Nyhed

MTV Europe Music Awards gik efter planen

Det store show inkluderede ni optrædener samt tolv fornemme priser til eksempelvis P!nk, Britney Spears og 30 Seconds To Mars

Det 15. MTV Europe Music Awards blev afviklet i aftes med med ni optrædender samt en debuterende vært i form af Katy Perry.

Det var selvsamme Katy Perry, som stod for at åbne showet, da hun, omringet af chearleaders, gav en prøve på kæmpehittet "I Kissed A Girl". Derefter tog Beyonce scenen for sin tredje gang i EMA’s historie og hendes optræden var denne gang med singlen "If I Were A Boy". Også Take That var på scenen efter 15 års pause, og dette foregik til tonerne af deres nyeste single "Greatest day".

The Killers optrådte på en forhøjet scene med nummeret "Human", og Kanye West og Estelle optrådte i en medley af "Lock Lovedown" og "American Boy". Katy Perry, der vandt sin første EMA award for "Best New Act", gav scenen videre til engelske The Ting Tings, der fyrede den af med hittet "That's Not My Name".

Kid Rock indtog derpå scenen for første gang ved EMA med to numre, i form af nyeste single ”So Hot” og sommer-hittet ”All Sommer Long”. Duffy gav en optræden med sit megahit ”Mercy” og The Wombats spillede en cover version af Leona Lewis’ ”Bleeding Love”.

Pink rundede det store show af med nummeret ”So What”, som hun også vandt en pris for, nemlig prisen for ”Most Addictive Track”. Under sin optræden kom hun i selskab med 30 fans, der havde pudekamp på scenen og senere blev overøset med 40.000 hvide fjer.

Britney Spears, som desværre ikke var til stede ved aftenens show, vandt to priser, dels for ”Album of the year” og dels for ”Act of 2008”. En anden stor vinder var 30 Seconds To Mars, der fik priser for ”Rock Out” og ”Video Star”. Den helt store pris blev dog givet til Rick Astley, der vandt prisen for ”Best Act Ever”. 

Som vi før har skrevet på GAFFA, så var planen, at Sir Paul McCartney skulle hædres med den særlige pris ”Ultimate Legend Award”. Denne overrækkelse gik som forventet, og den fornemme hæder blev præsenteret af ingen ringere end U2's forsanger Bono.

Dette er den samlede liste over aftenens vindere:

Most Addictive Track: P!nk - "So What"
Video Star: 30 Seconds To Mars - "A Beautiful Lie"
Headliner: Tokio Hotel
Ultimate Urban: Kanye West
Rock Out: 30 Seconds To Mars
Artists Choice: Lil Wayne
Act of 2008: Britney Spears
Ultimate Legend: Sir Paul McCartney
Album of the Year: Britney Spears Blackout
Europe’s Favourite Act: Emre Aydin (Turkey)
New Act: Katy Perry
Best Act Ever: Rick Astley

Alt i alt var det et stort og medrivende show, som MTV i aftes kunne præsentere for tv-seerne og det veloplagte publikum i Liverpool.

ANNONCE