Den aalborgensiske rapper udsender sit nye nummer d. 24. november, og dette er en forløber for et helt nyt album
Mandag den 24. november udkommer Niarns nye single "Undskyld (Jeg Var Fuld)". Med denne titel kunne noget tyde på, at selvransagelsen er kommet i højsædet hos den danske rapper fra "dobbelt A".
Nummeret agerer opvarmer for et helt album, som lander i de danske pladebutikker i starten af det nye år.
Niarn har allerede to guld-album på samvittigheden, senest med "Antihelt", der udover titelnummeret leverede numre som "Bare Sig Til" og "Blok 13".
På det kommende album fortsætter Niarn sit efterhånden mangeårige tætte samarbejde med produceren Christian Sundsdal og giver igen plads til rapperne AMP og Klingen fra hiphop-crew’et Blok 13.
Det skal blive spændende at følge med i gadedrengens fortsatte fremfærd, og chancen får vi allerede den 24. november, hvor førstesinglen "Undskyld (Jeg Var Fuld)" er på gaden.





