Nyhed

Nik & Jay holder pause

Duoen fejrer udgivelsen af deres opsamlingsalbum "De Største" med at tage en pause

Nik & Jay udsender i morgen 20. november opsamlingsalbummet "De Største", og i den forbindelse er duoen blevet interviewet af tv2.dk, hvor de afslører, at albummet markerer afslutningen på et kapitel.

Albummet samler Nik & Jays største hits, men samtidig indeholder udgivelsen også diverse remix og nye numre plus en live-dvd, så der er noget til de fans, der allerede ejer gruppens tre plader.

I interviewet forklarer de dog, at selvom de betragter et kapitel som afsluttet, så har de ingen idé om, hvad de næste kapitel skal indeholde.

"Det er den sidste plade inden for et stykke tid, til vi lige får trukket vejret, og vi får noget ny luft under vingerne", siger Nik til tv2.dk.

Han fortæller desuden, at de to planlægger at rejse lidt og reflektere over de senest års oplevelser i en hængekøje et sted, men samtidig understreger Jay, at opsamlingen ikke skal ses som et punktum for deres karriere. Han fortæller desuden om den kommende pause, at de før er kommet med udtalelser og så har skiftet mening tre dage senere, men at planen lige nu er at holde pause.

Men de to musikere fortæller også, at de ikke bare har lavet nye ting til den kommende udgivelse, men samtidig også har lavet ting, der ikke er kommet med på pladen. Så der ligger altså med andre ord musikken i skuffen, hvis de to skulle beslutte sig for at droppe sydens sol og palmetræer, og i stedet begynde at arbejde på album nummer fire.

ANNONCE