Opsamlingen "De Største" går direkte ind på førstepladsen – Guns N' Roses er nummer syv efter én dag i handlen
Fredag morgen er vanen tro lig med offentliggørelsen af ugens danske hitliste baseret på salget i den foregående uge. Og måske ikke helt overraskende går Nik & Jay direkte ind på hitlistens førsteplads med deres første opsamling, "De Største". Et album, der samtidig indvarsler en længere pause for duoen.
Guns N' Roses er ugens næsthøjst placerede nyhed. Deres mildt sagt længe ventede album "Chinese Democracy" går ind på en syvendeplads. Umiddelbart ikke så højt, men nu skal man huske på, at albummet udkom i lørdags og derfor kun har haft én dag til at gå på hitlisten, og så ser tingene pludselig lidt anderledes ud. Ellers udkommer plader i Danmark normalt om mandagen, og det gælder også for eksempelvis Nik & Jay.
Traditionen tro er der gang i salget af opsamlingsplader op mod jul, og foruden Nik & Jays finder vi endnu nogle stykker i nyhederne på top 40. På plads nummer 16 gælder det Boney M's ikke ligefrem første opsamling "The Magic Of Boney M" med den overbevisende undertitel "The DK Collection". Ny som nummer 17 er "Greatest Hits" fra Enrique Iglesias, på en 29. plads kommer Josh Groban ind med "A Collection" og som nummer 38 Rod Stewarts opsamling "Some Guys Have All The Luck".
De øvrige nyheder i top 40 er som følger: Dido på en tyvendeplads med hendes første album i fem år, "Safe Trip Home", Safri Duo som nummer 21 med "Origins", og det spoken word-orienterede album med Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, "Vi Sidder Bare Her", går ind som nummer 32.
Download-hitlisten toppes af Beyoncé og hendes "If I Were A Boy". Højest placerede nyhed er Nik & Jay som nummer 20 med "Endnu Én" efterfulgt af Nik & Jay igen med endnu én, "Du Gør Mig Høj" på en 29.-plads. Safri Duo er også en nyhed på download-hitlisten med titelnummeret til deres nye album "Origins", der går ind som nummer 32. Sidste nyhed i top 40 er de for tiden meget omtalte Glasvegas og deres "Geraldine", der debuterer som nummer 36.
Download-hitlisten har i denne uge også en stribe re-entrys. Fra toppen gælder det Akons "Right Now (Na Na Na)" (nummer 23), The Pussycat Dolls med "When I Grow Up" (nummer 37), Natajsa med hendes tilsyneladende udødelige "Gi' Mig Danmark Tilbage" (nummer 38) og sidst, men ikke mindst, alle tiders juleklassiker, Wham!'s "Last Christmas", der er ny som nummer 39.





