Nyhed

Safri Duo klar med ny plade

"Origins" udkommer den 17. november efter fem års pause

De to slagtøjsekvilibrister Uffe Savery og Morten Friis har efterhånden arbejdet sammen i omkring tyve år. Safri Duo startede karrieren som klassiske percussionister og har udgivet plader siden 1990, men i 2000 skiftede de spor og blev verdenskendte med tromme-dance-hittet "Played-A-Live (The Bongo Song)".

Navnet Safri Duo blev slået fast med de to albums "Episode II" fra 2002 og "Safri Duo 3.0" fra 2003, der blev så populære i hele verden, at Safri Duo blev Danmarks mest internationalt sælgende band nogensinde efter Aqua.

Nu barsler Uffe og Morten så med en ny plade, som de selv mener er begyndelsen på det tredje kapitel i historien om Safri Duo. "Origins" trækker tydelige linier til bandets to første inkarnationer som henholdsvis klassiske percussionister og hårdtslående popmusikere og vil gerne appellere til begge slags publikum.

Den første single fra pladen hedder "Twilight", og kan findes på Safri Duos hjemmeside. Nummeret var oprindeligt tænkt som midtersatsen til en klarinetkoncert, men så kom der marimba på, og pludselig var det en afrikansk inspireret sang. Uffe og Morten tog følgeligt til Dakar og overtalte Youssou N´Dour til at skrive en tekst og synge på nummeret. Desuden medvirker den mexicanske stjernetenor Rolando Villazón på "Twilight", og ifølge pressemeddelelsen er resultatet "et dybt fascinerende og topmelodisk musikalsk sammenstød mellem flere kulturer".

"Origins" udkommer den 17. november på Universal Music.

ANNONCE