Nyhed

Sheik sagsøger Michael Jackson for 35 mio. kr

Prins Abdullah af Bahrain hævder, at Jacko har brudt en omfattende underholdnings-kontrakt

Tilbage i 2005, da Michael Jackson var gået i landflygtighed efter sin pædofili-sag, var han i seks måneder Sheik Abdulla Bin Hamad Bin Isa Al-Khalifas personlige gæst i kongedømmet Bahrain. Kongens søn hævder, at Jackson har brudt en aftale om at skrive en selvbiografi, udgive to plader og producere en musical om sit liv, og sagen er i dag indbragt for Englands Højesteret, hvor Prins Abdullah kræver 7 mio. dollar (ca. 35 mio. kr) i erstatning.

Desuden forlanger sheiken også, at hans tidligere nære ven Michael tilbageleverer den Rolls-Royce, han modtog i gave, foruden penge, som gik til at holde hans californiske Neverland Ranch flydende i 2005. Den efterhånden ramponerede ranch blev for nyligt solgt til et selskab, som Jackson efter sigende er medejer af.

Under sit ophold i Bahrain indspillede Jackson støtte-singlen "I Have A Dream" til ofrene for orkanen Katrina, men Prins Abdullah tilbageholdt optagelserne, og sangen er ikke blevet offentliggjort endnu.


Michael Jackson nægter indtil videre at betale noget som helst og insisterer, at alle beløb blev givet og modtaget som gaver mellem venner. Mon det lykkes Michael at finde en ny ven til at hjælpe ham ud af kløerne på den forrige?

ANNONCE