Nyhed

Vegas hiphop-klub starter op i Århus

Hiphop-kontoret indtager Studenterhus Århus 5. december med blandt andet julebingo med Jøden

Vegas hiphop-klub Kontoret har kørt om torsdagens i Vegas Ideal Bar siden 2002. I februar startede klubben så op på AliBi Supperclub i Odense, hvor det sidenhen har kørt som en månedlig klub. Nu er turen så kommet til Århus, hvor det er hensigten, at Kontoret skal afvikles den første fredag i hver måned i Pakhuset, Studenterhus Århus. Første arrangement finder sted fredag den 5. december.

På åbningsaftenen byder Kontoret Århus, som det kommer til at hedde i den jyske hovedstad, på et program med Julebingo med Jøden som vært, releaseparty for J-Spliffs (Majors) solo-debutalbum "ThreeSixty" og en stribe dj’s fra Kontoret i henholdsvis København og Odense. Blandt disse finder man DJ Graded (Kontoret København), DJ Talkback (Kontoret København), DJ Tunes (Kontoret Odense) og den firdobbelte DM i Mix-vinder DJ Direct (Kontoret Odense).

Dørene åbner kl. 20, og der er gratis adgang indtil kl. 21, hvorefter entréen vil være 40 kr. Aldersgrænsen er 20 år. Der vil være gratis øl til de første. Julebingoet med Jøden skydes i gang kl. 21, og der er ifølge Kontoret fede præmier til de heldige vindere. Festen kører til klokken 03.

Bag Kontoret Århus står den lokale dj DJ Diverze, hvis borgerlige navn er Kristian Nyegaard. I tæt samarbejde med Kontoret i København og også Odense står han for planlægning, bookning og afvikling af klubben i Århus.

Kontoret Århus afholdes som nævnt én gang om måneden, og man vil ifølge arrangørerne kunne forvente dj’s af høj kaliber og dertil spændende live-acts fra tid til anden.

ANNONCE