Michael Poulsen skriver krusseduller i Stereo Studio i Odense lørdag middag
De meget populære Volbeat er i fuld gang med deres velbesøgte Danmarksturné. I aften, den 28. november, spiller de i Magasinet i Odense, og i morgen rocker de Ringsted Kongrescenter. Mellem de to koncerter lægger de vejen forbi Stereo Studio i Odense, hvor de vil signere plader, ikke mindst deres seneste, meget velmodtagne album "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" – og sikkert også andre ting, som fans lægger frem på disken. Og de lover, at der også bliver tid til lidt hyggesnak med deres fans. Det hele foregår i Stereo Studios butik på Vestergade 82 i Odense lørdag den 29. november klokken 12.00.
Volbeat indledte deres Danmarksturné i begyndelsen af november i Store Vega. Her uddelte GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen fire ud af seks stjerner og kritiserede lidt Michael Poulsens megen hyggesnak fra scenen, men konkluderede herefter: "Volbeat burde bare koncentrere sig om det, de er bedst til: at spille hård rock’n’roll. For det er de ret skrappe til. Specielt kører det godt for Volbeats forholdsvis nye guitarist, Thomas Bredahl, der udover en masse lir også får lov til at tage sig af det vokalarbejde, som Johan Olsen (Magtens Korridorer) normalt leverer på ”The Gardens Tale”. Der er heller ikke en finger at sætte på Jon Larsens trommespil, der får det til at dunke i brystet og glassene i baren bagerst i lokalet til at hoppe. Og når man som band kan få den måske ringeste sangtitel i dansk musikhistorie, ”Maybellene i Hofterholder” til at fungere, så går det nok egentlig meget godt for et band."




