Nyhed

Volbeat-sanger hylder comebackplade: “Jeg kan ikke se noget album overgå det i 2026”

Den tidligere Black Sabbath-guitarist Tony Iommi udgav i fredags sit første soloalbum i mere end 20 år. Nu kalder Michael Poulsen det for et af årets største højdepunkter.

I fredags udgav Tony Iommi fra Black Sabbath sit første soloalbum i 20 år, From the Dark.

Det har skabt stor begejstring hos Volbeat-forsangeren Michael Poulsen, der siger, at han har svært ved at se noget album overgå det i år.

Læs også: Han fylder de største scener i Europa. Men derhjemme vil Michael Poulsen helst være "normal og anonym"


“Hold da op, hvilket album! Jeg har grædt og været ved at tisse i bukserne af begejstring, mens jeg lyttede til det her. Sikke et album og sikke en produktion,” lyder det fra Michael Poulsen i en video på Instagram.

From the Dark er Black Sabbath-guitaristens første soloalbum i mere end 20 år, der følger op på albummet Fused fra 2005.

På det nye album har den britiske guitarist allieret sig med den norske sanger Jørn Lande, men også Queen-guitaristen Brian May har været med inde over. Inspirationerne trækker dog også andre tråde tilbage i tiden.


“Det bringer mig tilbage til 80'erne og 90'erne og de indspilninger, han lavede med Ronnie James Dio. Det har den her store, tunge og lidt indhyllede produktion, som jeg forbinder med den periode,” fortæller Michael Poulsen.

Han peger blandt andet på Black Sabbath-albummene Mob Rules fra 1981 og Dehumanizer fra 1992 samt Headless Cross fra 1989, hvor Tony Martin havde overtaget mikrofonen fra den nu afdøde sanger Ozzy Osbourne.

Læs også: Till Lindemann fra Rammstein kommer til Danmark


Den norske heavy metal-sanger Jørn Lande, der står bag mikrofonstativet i dag, imponerer dog også Michael Poulsen.

“Han kanaliserer nærmest både Ronnie James Dio og Tony Martin på samme tid, uden at det bliver en kopi. Han har helt klart sin egen lyd, men han ved, hvad han laver,” siger han.

Især åbningsnummeret “Over the Violent Sun” har gjort indtryk på Volbeat-sangeren, som fortæller, at det er hans foreløbige favorit. Men også “Stormwatcher”, “Black Times” og “Beyond the Dead” ligger højt på listen.


“Jeg er glad, og jeg kan ikke se noget album overgå det her i 2026. Men hvem ved,” fortæller han senere i videoen.

Volbeat-sangeren har selv tidligere spillet sammen med Black Sabbath tilbage i 2016 i Sverige under festivalen Monsters of Rock Sweden.

Se hele videoen her.


 


ANNONCE