Bandet er ikke tilfredse med, at vicepræsidentkandidaten bruger sangen "Who Says You Can't Go Home" i sin kampagne
I en pressemeddelelse udtaler Jon Bon Jovi, at han ikke har tilladt brugen af Bon Jovi-sangen "Who Says You Can’t Go Home" i Sarah Palins valgkampagne, og at han ikke bifalder brugen af sangen.
Om sangen, der findes på 2005-albummet "Have A Nice Day", siger Jon Bon Jovi:
"Vi skrev sangen som en tak til dem af jer, der har støttet os de sidste 25 år. Sangen er sidenhen blevet et varemærke for vores hjemstat New Jersey og en defacto kendingsmelodi for vores dedikeringer rundt i landet om at bygge hjem og genskabe samfund. Selvom vi ikke er blevet spurgt, bifalder vi ikke deres brug af 'Home'".
Dette er ikke første gang, hverken Palin eller den konservative valgkampagne er kommet i karambolage med amerikanske musikere. Eksempelvis har Jackson Browne lagt sag an mod det konservative parti og John McCain for uautoriseret brug af sangen "Running On Empty", og senest har Heart bedt Sarah Palin om at holde op med at bruge deres sang "Barracuda".
Nu er det så Bon Jovi, der gerne vil have lagt lidt land mellem dem og den konservative kampagne, hvilket er forståeligt, da Jon Bon Jovi i 2004 brugte en del tid og energi på at stille op for demokraten John Kerry i valgkampagnen mod George W. Bush.