Nyhed

Dido klar med længeventet album

Sangerindens tredje album har været længe undervejs, men udsendes nu 17. november

Sidst vi her på GAFFA.dk skrev om engelske Dido Florian Cloud de Bounevialle O'Malley Armstrong, i folkemunde blot kaldet Dido, var i sommeren 2006, hvor vi kunne fortælle, at hun var godt i gang med indspilningerne til sit tredje album.

Den skulle være en opfølger til den succesfulde "Life For Rent" fra 2003, men af en eller anden grund er udgivelsen blevet udskudt en lang række gange. Men nu skulle det dog være sikkert, at sangerindens tredje album ikke bare har fået titlen "Safe Trip Home", men også at den udsendes i november måned.

Albummet er primært indspillet sammen med Jon Brion, der tidligere har hjulpet både Aimee Mann og Fiona Apple, men derudover er der også et par andre interessante gæster på pladen. Broderen Rollo Armstrong (Faithless) medvirker sammen med Brian Eno, Mick Fleetwood, Citizen Cope og Questlove fra The Roots.


Til avisen The Guardian fortæller Dido, at hun undervejs i indspilningerne blev nødt til at gøre lidt for at holde hjernen i gang. Så hun tilmeldte sig kurser på University Of California i engelsk og orkestrering, hvilket gav hende ny energi til at færdiggøre pladen.

"Safe Trip Home" udsendes 17. november.

ANNONCE