Soulsangerinden og skuespillerens mor og bror skudt – nevøen forsvundet
Den amerikanske soulsangerinde og skuespillerinde Jennifer Hudson har for tiden stor succes ikke mindst i hjemlandet med sit nyligt udgivne, selvbetitlede debutalbum. Nu har hun dog fået andre og mere triste ting at tænke på. Hudsons mor og bror blev nemlig begge skudt og dræbt fredag, og siden har Hudsons nevø, syvårige Julian King været forsvundet, skriver mtv.com.
Drabene fandt sted i Hudsons mors hjem i Chicago, og kort efter blev Hudsons 27-årige svoger tilbageholdt. Svogeren er ikke sigtet, men da han var på prøveløsladelse efter at have tilbragt syv år i fængsel for mordforsøg og kidnapning, er han tilbageholdt som mistænkt og for at have overtrådt reglerne for prøveløsladelse. Svogeren er i øvrigt for nylig blevet separeret fra Hudsons søster. Han opholdt sig hos søsteren, da han blev anholdt, og på det tidspunkt var parrets søn forsvundet.
Hudsons familie har nu udloddet en dusør på 100.000 dollars til den, der kan bringe Julian sikkert tilbage. På Jennifer Hudsons MySpace-side kan man også se fotos af den forsvundne dreng.
Dramaet har fået demokraternes præsidentkandidat Barack Obama, der også stammer fra Chicago, til at udtrykke sin støtte til Hudson-familien. Han udtaler:
”Historien har knust mit hjerte. Jeg prøver at finde et telefonnummer til Jennifer for at ringe til hende i denne triste tid. Hun har opfordret folk til at stemme på mig, hun bor i mit nabolag, så vi er virkelig nødt til at hjælpe hende og bede for hende og hendes familie i denne svære tid.”



