Nyhed

Jennifer Hudsons nevø fundet død

FBI har nu bekræftet, at Julian Kings lig er blevet fundet i Hudsons brors bil

Mandag eftermiddag dansk tid (27. oktober) kom det frem, at politiet i Chicago havde fundet en bil, der matchede beskrivelsen af en bil tilhørende sangerinden Jennifer Hudsons bror. Broderen samt Hudsons mor var begge blevet myrdet fredag eftermiddag, og efterfølgende havde politiet ledt efter både bilen samt Hudsons nevø Julian King, der blev rapporteret savnet kort tid efter mordene.

Nu er både bil og Julian King fundet, og der er desværre ikke nogen lykkelig slutning på historien. Den kun syvårige King blev fundet død i bilen, skriver CNN her til morgen.

En talsmand for politiet i Chicago fortæller, at Julian King var blevet skudt, og at de er i gang med at gennemsøge bilen for bevismateriale samtidig med at de undersøger overvågningskameraer i området for optagelser, der kan være med til at forklare, hvad der er sket.


Talsmanden vil ikke udtale sig omkring et eventuelt motiv, men siger samtidig, at der tydeligvis har været tale om en eller flere drabsmænd, der kendte de dræbte.

Der er fortsat ingen sigtede i sagen, men politiet har taget Julian Kings stedfar, William Balfour, i varetægt og anklaget ham for at have optrådt betingelserne omkring sin prøveløsladelse. Han sidder lige nu i fængsel, hvilket han også tidligere har gjort i næsten syv år anklaget for mordforsøg, kidnapning og besiddelse af stjålne varer.

Jennifer Hudson var i weekenden i Chicago for at identificere ligene af sin mor og bror, men udover en besked på sin MySpace-side, hvor hun beder folk med informationer om sin forsvundne nevø, har hun endnu ikke udtalt sig omkring denne familietragedie.


ANNONCE