Nyhed

Lily Allen er klar med trackliste til album

Den engelske singer-songwriter er ved at lægge sidste hånd på sin plade nummer to, der udkommer d. 9. februar

Lily Allen, som havde stor succes med debuten “Alright Still”, er ved at få færdiggjort det næste udspil. Anden album fra englænderen hedder ”It’s Not Me, It’s You”, og det er ude d. 9. februar 2009. Inden da kan man høre singlen ”The Fear”, som udkommer d. 26. januar.
 
Det kommende album, som består af tolv nye numre, skal forsøge at leve op til Lilys debutplade, der solgte over 2,5 millioner eksemplarer på verdensplan, og som blandt andet havde stor succes med singlen ”Smile”.

Her på GAFFA gav vi fem flotte stjerner for hendes anstrengelser, og anmelderen havde ladet sit magasin med følgende ord:

”(…) myldrer med iørefaldende popsange, der bumper lystigt af sted over rytmer hentet fra især ska og reggae. I bedste Mike Skinner-stil fortæller den 21-årige brite nærværende historier lige fra gaden, men hun har så rigelig af både attitude, iagttagelsesevne og sprogligt overskud til at finde sin egen stemme.”

Lily har siden samarbejdet med folk som Robbie Williams, Mark Ronson, Common, Dizzee Rascal, Jamie T og Kaiser Chiefs, hvilket også har givet hende ry for at være en ganske alsidig kunstner.
 
Selvom der stadig er nogle måneder til udgivelsen, kan vi her løfte sløret for tracklisten til hendes næste album:
 
Everyone’s At It
The Fear
It’s Not Fair
22
I Could Say
Go Back To the Start
Never Gonna Happen
Fuck You
Who’d’ve Known
Chinese
Him
He Wasn’t There

ANNONCE