Nyhed

Rick Astley nomineret til MTV-pris

Firserikonet indstillet til en Europe Music Award som ”Best Act Ever” – og giver danske koncerter

Firserne bliver ved med at stikke sit hoved og pangfarvede tøj frem igen og igen, og nu melder Rick Astley sig så på banen. Rødtoppen er blevet nomineret til sin første Europe Music Award nogensinde. Og det endda i kategorien med den beskedne titel ”Best Act Ever”. En award, hvor de nominerede netop er blevet offentliggjort, efter at de øvrige nominerede blev offentliggjort forleden.

Rick Astleys overraskende comeback kommer efter, at morsomme folk har igangsat den såkaldte ”Rickrolling”-kampagne på nettet, bestående i at hans video til gennembrudshittet ”Never Gonna Give You Up” er blevet mailet ud til Gud og hvermand – under påskud af at være et link til noget andet, så modtageren som regel er hoppet på spøgen og således er blevet ”Rick-rolled”.

Rick Astley er dog i hård kamp med Green Day, Tokio Hotel, Christina Aguilera, U2 og Britney Spears om den prestigefyldte titel som MTV’s ”Best Act Ever”.


MTV har endvidere sløret for de nominerede i kategorien ”Video Star”. Her er Madonna (4 Minutes) nomineret sammen med 30 Seconds to Mars (A Beautiful Lie), Santogold (”L.E.S. Artistes”), Snoop Dog (”Sensual Seduction”) og Weezer (”Pork and Beans”).

Rick Astley kan i øvrigt opleves live i Danmark to gange i den kommende tid. Først i Næstved Hallen 15. november, og så på et endnu ikke offentliggjort sted i Esbjerg 17. november. Læs mere på Astleys hjemmeside ved at følge nedenstående link.

Rick Astley storhittede i slutningen af firserne med sange som ”Never Gonna Give You Up”, ”Whenever You Need Somebody, ”Together Forever” og ”She Wants To Dance With Me”. Især hans to første album, ”Whenever You Need Somebody” og ”Hold Me In Your Arms” – delvist skrevet og produceret af datidens store hitmagere Stock, Aitken & Waterman – blev store hits. Siden tabte Astley popularitetsmæssigt terræn, men han har fortsat med at udgive album, senest ”Portrait” fra 2005.


Rick Astley har i mange år levet sammen med en dansk kvinde, som han også har et barn med.

MTV Europe Music Awards afholdes i Liverpool Echo Arena 6. november.


Stem her på MTV EMA-priserne

Rick Astleys hjemmeside

ANNONCE