Til deres femte album medfølger nu også en bog med billeder, samt en dvd, der tager os backstage
På Sigur Rós’ hjemmeside kan man for tiden læse, at en særlig deluxe-udgave er på vej af gruppens seneste album ”Með suð í eyrum við spilum endalaust”. Da det oprindeligt udkom i juni måned, gav vores anmelder fem stjerner og kaldte det for ”summende islandsk vellyd”.
På den nye version af deres femte album, som på dansk kan oversættes til ”Med en summen i vores ører spiller vi uendeligt”, medfølger der både nye billeder og ny dvd. Ud over selve albummet kan man således komme i besiddelse af både en fotobog af fotografen Eva Vermandel på 200 sider, samt en dvd, der giver adgang til det sidste stadie af indspilningen af gruppens seneste album.
Den nye version af det svært udtalte album ”Með suð í eyrum við spilum endalaust” skulle være i handlen fra midt i november.





