Nyhed

Slash planlægger første soloalbum

Guns N' Roses og Velvet Revolver-guitaristen planlægger nyt projekt. Hvem skal synge?

Uden forsanger dur guitarhelten ikke, synes at være den konklusion Slash er kommet til efter Scott Weilands afgang fra Velvet Revolver tidligere på året. Derfor fokuserer guitaristen med den karakteristiske høje hat nu på et soloprojekt, da det endnu ikke er lykkedes at finde en erstatning for Weiland, som hellere ville genforenes med sit gamle band Stone Temple Pilots.

Men i stedet for at ligge på den lade side har Slash nu skrevet en håndfuld sange til en soloplade, som han regner med at begynde optagelserne til først i det nye år. Til Billboard udtaler han, at han har brug for at tage en pause fra bandrelationer og udnytte sin frihed, men hvis Velvet Revolver finder en ny forsanger inden da, har bandet selvfølgelig førsteprioritet.

Den nye plade skal efter hensigten besættes med en stjerneparade af kendte sangere, men alle detaljer holder han hemmelige indtil videre. Slash har selv bidraget på et utal af andre folks projekter og har helt sikkert et stort antal tjenester til gode hos forskellige kendte musikere.


Blandt de mere kvalificerede bud kunne man forestille sig Lenny Kravitz, Ian Astbury, og Roy Langston fra Spacehog, som alle tidligere har været nævnt som mulige afløsere for Scott Weiland. Heller ikke usandsynligt kunne det være legendariske Sammy Hagar, som i foråret kaldte Velvet Revolver "the best rock and roll band left on the planet". Måske vil solopladen endda føre til et samarbejde med Eric Dover, der stod for vokalarbejdet, da Slash i 1995 udgav et album med Slash's Snakepit. Til gengæld skal vi nok ikke regne med at høre fra den tidligere Guns N' Roses-makker Axl Rose. De to taler, så vidt vides, stadig ikke sammen efter bruddet i 1996.

Andre telefonnumre i den store sorte hat tilhører navne som Alice Cooper, Eric Clapton og ikke mindst Michael Jackson - ja, for hvem ved, hvad han kunne finde på at sige ja til?

ANNONCE