Nyhed

Supergrass-sideprojekt udgiver plade

Gaz Coombes og Danny Goffey udsender album under navnet Diamond Hoo Ha Men

Da Supergrass-bassisten Mickey Quinn sidste år lå indlagt på et hospital i Frankrig efter at være faldet ud af et åbent vindue, valgte Gaz Coombes og Danny Goffey at fordrive tiden med at danne sideprojektet Diamond Hoo Ha Men.

Under det navn turnerede de i England, og tidligere på året blev deres eskapader dokumenteret på dvd'en "Glange Fever", der beskrives som en Spinal Tap-agtig mockumentary. Selvom Quinn nu er tilbage, og fokus nu igen ligger på Supergrass, har Coombes og Goffey alligevel valgt at samle Diamond Hoo Ha Men-materialet på et album (ikke at forveksle med albummet "Diamond Hoo Ha", som Supergrass udsendte tidligere på året).

Det er BBC 6Music, der har opstøvet nyheden om at sideprojektet med det tvivlsomme navn vil udgive et album, men udover at bekræfte historien, vil Goffey ikke komme med flere detaljer.


Supergrass er dog fortsat førsteprioritet, og gruppen kan opleves på Voxhall 9. november.

ANNONCE