Bandet er klar til at lave en opfølgning til 2004's "Honkin' On Bobo"
Aerosmiths forsanger Steven Tyler har nu bekræftet, at de fem bandmedlemmer går i studiet senere på måneden. Her skal de skabe deres plade nummer femten, siden deres selvtitlede debut tilbage i 1973.
Sidste gang vi kunne anmelde et Aerosmith-album her på GAFFA var i april 2004, hvor Henrik Friis gav fire stjerner med pil op til skiven "Honkin' On Hobo".
Han roste den blandt andet for endnu en god omgang pumpende rock, skramlende, støjende guitarer fra Joe Perry og skrål og vræl fra den altid storflabede Steven Tyler - "frem-i-skoene-aggressivitet og rock’n’roll", som han sagde i anmeldelsen.
Noget tyder på, at Tyler og drengene vil fortsætte i samme tråd på deres kommende udspil. I hvert fald udtaler Tyler på et fan-site, at det bliver endnu en plade i den gode, gamle Aerosmith-stil. "Utæmmelig, storrockende, in your face musik", er hans nærmere ordvalg.
Hvornår pladen præcist udkommer, må tiden vise, men Tyler afslører, at der lige nu lægges planer om en større turné for bandet, som ifølge Gigwise starter i løbet af næste år.





