Duoen har på "Backroads" fået hjælp af både danske og amerikanske musikere
Den danske duo Hush har længe haft et godt samarbejde med forskellige amerikanske sangskrivere i både Nashville og Los Angeles, og også på deres tredje album kan de nyde godt af lidt amerikansk hjælp.
Pladen "Backroads" er nemlig blevet delvist indspillet i 4th Street Recording Studio i Los Angeles, hvor Beach Boys eksempelvis indspillede hittet "Kokomo", i samarbejde med P.J. Smith, som duoen tidligere har samarbejdet med på sangen "For All The Right Reasons".
Hush har desuden fået hjælp til sangskrivningen på et nummer af Billy Burnette, der i 1987 erstattede Lindsey Buckingham i gruppen Fleetwood Mac, og nu spiller sammen med John Fogerty.
Burnette spiller desuden guitar på pladen, hvor også flere amerikanske studiemusikere samt eksempelvis danskerne Anders Holm (Savage Rose), Palle Hjort (Savage Rose, Peter Sommer) og Kent Olsen (Marie Frank) medvirker.
Første single fra "Backroads" hedder "Where The Sky Meets The Sea" og er netop blevet udsendt.
Albummet udsendes 20. oktober og følges op med en række koncerter.
Mandag 15. september starter forsalget desuden til en siddende koncert i Store Vega fredag 13. marts 2009.