Nyhed

Altmodisch udgives internationalt

Gruppen har fået en international pladekontrakt og udsender debutalbum i Europa til efteråret

Den københavnske gruppe Altmodisch har netop færdiggjort deres debutalbum, der forventes at udkomme til efteråret. Men når det udsendes, vil det ikke kun ramme de danske pladebutikker, men også butikker i England og Tyskland på grund af en ny aftale med det engelske pladeselskab Regular Beat.

Ifølge en pressemeddelelse kom aftalen med Regular Beat i hus efter at selskabets ejer havde set bandet spille en koncert i Århus:

"Vi havde et job i Århus, og vi havde ikke råd til at tage instrumenter med. Så vi købte orange-billetter og spillede på noget forfærdeligt lånt gear. Vi var meget i tvivl om, hvordan det var gået. Men da vi snakkede med Iain (Kirkcaldy, red.) bagefter, var han begejstret for koncerten, siden har vi følt hinanden efter på tænderne, og det er endt med en kontrakt".


Gruppen forventer at følge udgivelsen op med turnévirksomhed i både England og Tyskland, men i første omgang gælder det udgivelsen af bandets debutplade, der forventes at ligge klar til oktober.

ANNONCE