Nyhed

Fredagsmusik på Pustervig

Den nyopstartede århusianske klub Soda Pop Chicks byder på Kim Ki O, Thulebasen og Per Hoier

I aften er der på Café Pustervig i Århus mulighed for at opleve en bred vifte af musik, når den nyopstartede klub, Soda Pop Chicks, byder op til dans.

Planen er fra arrangørernes side at lave en kombination mellem kunstnere fra mange forskellige steder, så netværket blandt musikere styrkes på tværs af by- og landegrænser. Soda Pop Chicks’ første koncert er således også med bands fra henholdsvis Tyrkiet (Kim Ki O), København (Thulebasen) og Århus (Per Hoier).

Den tyrkiske duo Kim Ki Os sange er ifølge gruppen selv hundrede procent personligt håndværk hele vejen igennem. Synthesizere og trommemaskiner spiller en væsentlig rolle, mens brugen af computere ikke er noget, der hører hjemme i bandets musik, der helst skal være så live som muligt. Navnet er i øvrigt tyrkisk for ”hvem er det i det hele taget?”.

Thulebasen består blandt andre af Nis Bysted, der nok er bedst kendt fra sit virke i Düreforsøg, men som også har været aktiv i konstellationer som både Escho og Mit Nye Band. I følge gruppen selv lyder de som en blanding af fejltagelser, trance og Jimi Hendrix.

Den elektroniske sangskriver Per Hoier bevæger sig ifølge en pressemeddelelse et univers af synth-baseret folk, der er påvirket af en form for avantgardistisk fremtids-influenza. Hertil kan man så lægge en række associationer til David Bowie, og en beskrivelse af aftenens mest lokale indslag skulle være på plads. 

Koncerten finder sted i aften klokken 20.30 på Café Pustervig, Århus.

ANNONCE