Bandet har indtil videre offentliggjort fire koncertdatoer i Europa til august
Pearl Jam er som bekendt i gang med at indspille materiale til deres niende album, der bliver det første, bandet udsender på eget selskab. Gruppen har endnu ikke offentliggjort en turnéplan, men der er begyndt at dukke enkelte jobs op i løbet af sommeren, og fire af dem afvikles i Europa til august.
Bandet er allerede offentliggjort til Outside Lands- og Austin City Limits-festivalerne senere i år, men lidt overraskende kommer Pearl Jam til Europa til august for at spille fire koncerter. Indtil videre er det blevet offentliggjort, at gruppen rammer Rotterdam, Berlin, Manchester og London, men da resten af turneplanerne ikke kendes, er det svært at sige, om der er tid til flere europæiske jobs ved samme lejlighed.
Billetsalg til koncerterne er allerede begyndt via bandets officielle webside til medlemmer af fanklubben. Men ifølge websiden begynder det almindelige salg først 8. maj. Her vil man kunne købe billetter til følgende koncerter:
13. august - Rotterdam - Ahoy
15. august - Berlin - Wulheide
17. august - Manchester - MEN Arena
18. august - London - O2 Arena