Nyhed

Pink Floyd sagsøger EMI

Det storsælgende rockband mener, at pladeselskabet ikke har betalt nok i royalties

Pink Floyd er efter The Beatles det bedst sælgende engelske band nogensinde med millioner af solgte albums, siden deres klassiske albums udkom i halvfjerdserne. Men de tilbageværende medlemmer i rockbandet mener ikke, at EMI har betalt nok penge i royalties og har nu sagsøgt pladeselskabet.

EMI har haft et skrantende omdømme, siden pladeselskabet i 2007 kom under en ny ejer, og både Radiohead og Paul McCartney har siden forladt det store selskab. Pink Floyd har nu også et horn i siden på EMI og mener ifølge den engelske avis The Guardian ikke, at de har betalt nok penge til de resterende medlemmer i forbindelse med salg af bandets bagkatalog.

Pink Floyd kom på pladeselskabet tilbage i 1967 og har sammen med The Beatles været en af de største salgssucceser for EMI op igennem de sidste 25 år. Succesen er heller ikke til at tage fejl af, når man snakker anerkendelse og antallet af solgte albums for et af de største progressive rockband i musikhistorien. Albummet ”The Dark Side Of The Moon” fra 1973 har alene solgt mere end 40 millioner albums over hele verden og er dermed stadig et af verdens mest solgte albums nogensinde.

Det engelske rockband har solgt over 200 millioner album i karrieren, og der er formentlig tale om et større millionbeløb, som Pink Floyd har sagsøgt det berygtede pladeselskab for.

ANNONCE