De sidste tre navne til Roskilde Festivals Pavilion Junior-program er netop blevet offentliggjort
De senere år har Roskilde Festival i dagene op til, at de internationale hovednavne går på Orange Scene haft en lang række bands til at spille på Pavilion Junior-scenen i de såkaldte Warm-Up dage. De sidste tre navne til årets program ligger nu klar, og det drejer sig som CODY (billedet), Men Among Animals og Von Dü. Det skriver Bandbase.dk i en pressemeddelelse.
De tre navne tilføjes et program, der allerede indeholder de danske navne The Telstar Sound Drone, Ginger Ninja, Opgang F, Vinnie Who, Scamp, Giana Factory, Jooks, Kellermensch, The 20Belows og Tako Lako samt norske The Megaphonic Thrift, Kvelertak og Harrys Gym samt svenske Babian.
Dermed ligger det altså fast, hvilke skandinaviske navne, der skal varme op i dagene, indtil hegnet bliver åbnet, og folk kan vælte ind på festivalpladsen til den 39. udgave af Roskilde Festival.