Nyhed

Tabu Records skriver kontrakt med Company

Electro-trioen indspiller nu deres debutplade sammen med Rune Rask

Den jyske trio Company er et relativt ubeskrevet blad på den danske musikscene, men alligevel er det ikke bare lykkedes dem at score en pladekontrakt, men også at få Rune Rask med i studiet, hvor de lige nu er i gang med at indspille debutpladen.

I en pressemeddelelse fremgår det, at Tabu Records 4. januar klokken 20:14 modtog en demo fra Company, og en uge senere havde bandet kontrakt med selskabet, der udgav det første Veto-album. Indtil videre kan man kun høre et enkelt nummer på gruppens MySpace-side, men bandet arbejder lige nu sammen med produceren Rune Rask (L.O.C., Suspekt med flere) på gruppens debutalbum.

Musikken beskrives som "hardcorepop og electro med umiskendelig ondskabsfuld distortion fra metalverdenen", og det forventes, at Company er klar til at sende deres første album på gaden i det tidlige efterår.

ANNONCE